En ulykkelig, højgravid kvinde ville tilsyneladende for alt i verden fortsætte med at holde sin graviditet hemmelig, og da hun en septemberaften sidste år begyndte at få veer, forlod hun sin lejlighed i Glostrup vest for København for at føde barnet diskret på et græsareal i nærheden.

Og under eller straks efter den ensomme fødsel dræbte moderen på ukendt måde sit barn 'af nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed'. Det fremgår af anklageskriftet mod en 22-årig kvinde fra Rumænien, som B.T. har fået aktindsigt i.

Kvinden vil i næste uge stå tiltalt ved en domsmandsret ved Retten i Glostrup. Hun nægter sig skyldig i Københavns Vestegns Politis primære påstand om at have slået det nyfødte barn ihjel, men erkender sig skyldig i usømmelig omgang med lig. Hvis hun kendes skyldig, vil hun ifølge retspraksis risikere omkring et års ubetinget fængsel.

Liget af det fuldbårne barn blev fundet gravet ned 16. oktober i fjor af en gruppe håndværkere, der om eftermiddagen ved en spisepause opdagede en rød trøje stikke op af jorden ved et grønt område ved Brinken i Glostrup. I den røde hættetrøje lå knoglerne af den døde baby. Herefter blev boligområdet, hvor der var et større renoverings- og byggearbejde i gang, afspærret, mens efterforskere, hundepatruljer og kriminalteknikere arbejdede på stedet for at finde og sikre spor.

Hele området omkring findestedet i Glostrup blev afspærret og grundigt eftersøgt af bl.a. politiets teknikere efter fundet af den døde baby.
Hele området omkring findestedet i Glostrup blev afspærret og grundigt eftersøgt af bl.a. politiets teknikere efter fundet af den døde baby. Foto: Steven Knap / Droto.dk
Vis mere

Politiet bad undervejs i efterforskningen offentligheden om hjælp til at identificere den røde hættetrøje, som barneliget var blevet svøbt i, inden det blev gravet ned. Kort efter offentliggjorde Vestegnens Politi også en videooptagelse af en mørkhåret kvinde i en lignende trøje, der ved et tilfælde var blevet videofilmet med en telefon af en beboer i området nær findestedet.

Efter en måneds efterforskning mente Københavns Vestegns Politi at have identificeret den kvinde, der havde født babyen. Den unge kvinde var i mellemtiden rejst til Rumænien, og i slutningen af juni i år blev hun - efter at have været internationalt eftersøgt - anholdt og udleveret til Danmark. Her har hun siden siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel.

»Vi ser først og fremmest dette som en tragisk sag, hvor vi nu forhåbentlig kan få bragt endelig klarhed over, hvad der skete,« lød det i forbindelse med varetægtsfængslingen fra vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Vestegnens Politi.

Efterforskere undersøger findestedet i boligområdet i Glostrup, hvor barneliget blev fundet gravet ned i oktober sidste år.
Efterforskere undersøger findestedet i boligområdet i Glostrup, hvor barneliget blev fundet gravet ned i oktober sidste år. Foto: Jeppe Pedersen
Vis mere

Ved retssagen vil den primære anklage mod den 22-årige kvinde være, at hun har slået sin baby ihjel i forbindelse med fødslen. Det har dog ikke været muligt at fastslå barnets dødsårsag med sikkerhed, fordi liget havde ligget i jorden i flere uger. Derfor er der subsidiært - altså i anden række, hvis der ikke har været tale om drab - også rejst tiltale efter straffelovens paragraf 251, fordi kvinden i forbindelse med fødslen på uforsvarlig måde udsatte babyen for alvorlig fare ved ikke at tilkalde hjælp eller selv hjælpe babyen.