En 20-årig mand har delvist erkendt sig skyldig i sagen, hvor han nu er varetægtsfængslet.

Otte teenagepiger blev ifølge politiet truet til at sende nøgenbilleder til en 20-årig mand fra Varde-området. Manden er nu varetægtsfængslet for blufærdighedskrænkelse, ulovlig tvang og trusler.

Mandens fremgangsmåde har angiveligt været at skabe kontakt til pigerne og få lokket et nøgenbillede ud af dem. Herefter har han truet med at offentliggøre billedet, medmindre han modtog flere billeder.

Allerede torsdag i sidste uge oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi, at den 20-årige var sigtet og fængslet for digitale sexkrænkelser. Men der var tavshed om, hvor mange ofre der var i sagen, og der blev ikke oplyst yderligere detaljer.

Nu har politiet imidlertid valgt at give de centrale oplysninger i sagen til Ritzau. Politiet oplyser, at pigerne er i alderen 14 til 17 år, og at de bor spredt rundt i hele landet.

Den 20-årige mand har ifølge politiet delvist erkendt sig skyldig. I hvilket omfang oplyser ordensmagten dog ikke.

Sagens alvor og beviser var nok til, at en dommer ved Retten i Esbjerg valgte at varetægtsfængsle manden i foreløbig fire uger. Manden accepterede imidlertid ikke den afgørelse, og han har derfor kæret den til Vestre Landsret.

Hvad der ellers kom frem under grundlovsforhøret, er indtil videre hemmeligt. Retsmødet blev af hensyn til politiets videre efterforskning afholdt for lukkede døre.

/ritzau/