En 22-årig mand var torsdag aften forbi politistationen i Slagelse.

Men knap havde han forladt politigården, før han atter kom i ordensmagtens søgelys – og det endte med at koste ham dyrt.

Meget dyrt, endda.

Efter at have forladt selve politistationen satte den 22-årige sig til rette i sin bil på parkeringspladsen og trykkede så hårdt på speederen, at bilen lavede hjulspind, da den med en hurtig acceleration forlod stedet.

»Hvis politiet ikke allerede nu havde bemærket hans kørsel, dyttede han – uvist af hvilken grund – og gjorde yderligere opmærksom på sig selv,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Det fik politiet til at ringe til den 22-årige og bede ham at returnere til politistationen, hvor der ventede ham en adfærdsregulerende samtale.

Det gjorde den 22-årige – men det skulle vise sig, at en samtalen var hans mindste problem.

»Her (på politistationen, red.) viste det sig imidlertid, at han ikke havde noget kørekort, og da en narkometertest gav udslag for medicin, så blev han sigtet for både kørsel uden førerret og for at køre i påvirket tilstand,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Idet den 22-årige flere gange tidligere er blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet af politiet.