Sent lørdag aften og natten til søndag udspillede der sig to dramatiske episoder på Jernbanevej i Holbæk.

Først udviklede et slagsmål sig til groft overfald.

»Nogle unge mennesker kom op at slås i nattelivet, og i den forbindelse blev en af dem stukket med en kniv,« siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Lasse Jensen.

Den unge mand blev stukket i sin ene balle og måtte indlægges på sygehuset.

»Det er ikke livstruende,« fortæller vagtchefen og tilføjer, at den forurettede er blevet afhørt om knivstikkeriet.

Der er to anholdte i sagen, men politiet mangler stadig at få svar på flere centrale spørgsmål:

Hvorfor kom de unge mennesker op at slås og hvorfor udviklede slagsmålet sig til et knivoverfald.

Politiet afspærrede gerningsstedet og afsøgte spor med hunde efter episoden, som fandt sted omkring klokken 23.15.

Halvanden times tid senere var den gal igen på Jernbanevej.

Og denne gang beder politiet borgerne om hjælp til opklaringen af sagen.

»To drenge på 15 år kommer henholdsvis gående og cyklende ad Jernbanevej, da en mand pludselig sparker dem og efterfølgende tildeler dem flere slag. Helt umotiveret,« siger Lasse Jensen.

De to overfald fandt sted omkring klokken 00.57, hvorefter gerningsmanden stak af.

Han beskrives af de to forurettede som:

  • 20-25 år gammel.
  • 175-180 cm høj.
  • Iført en mørk trøje, lyse bukser og en bæltetaske.

»Vi vil meget gerne høre fra eventuelle vidner,« siger vagtchefen.

Gerningsmanden opfordres også til at melde sig selv.

Har du oplysninger i sagen, kan du henvende dig til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114.

Intet tyder på, at der er en sammenhæng mellem de to voldsepisoder på Jernbanevej sent lørdag aften og først på natten til søndag.