I de sene nattetimer rykkede ambulance og politi ud til Nørreport Station i København, hvor der var melding om en personpåkørsel.
Anmeldelsen kom klokken 04.18 natten til lørdag.
Det viste sig at være en mand i begyndelsen af 20erne, som var blevet ramt af et regionaltog.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Stormer, lørdag morgen.
»Det viste sig at være et uheld. En ung mand, der ved egen uforsigtighed faldt ned på skinnerne og i et vist omfang blev ramt af toget,« siger han og understreger, at der ikke var foregået noget kriminelt.
Det virker som lidt af et mirakel, at det trods alt ikke gik værre, end det gjorde.
Trods den hårde medfart slap den unge mand med et par buler og et brækket ben.
Ifølge politiet var togdriften kun påvirket i en kortere periode.

