En ung mand, der er født i 1998, blev onsdag aften bragt til akutmodtagelsen i Glostrup.

Manden var blevet stukket tre gange i benet. Det oplyser Københavns Vestegns Politi til B.T.

»Klokken 10.45 onsdag aften fik vi meldingen om en person, der var blevet stukket med kniv. Og det viste sig at være en mand fra 98, der var blevet stukket tre gange – overfladisk – i benet,« siger vagtchef Brian Holm ved politiet til B.T.

Natten til torsdag var politiet ude på stedet for at undersøge sagen nærmere.

Her valgte man blandt andet at afspærre et område og undersøge en specifik bil nærmere, forklarer vagtchefen.

»Vi undersøgte bilen, da det var den, manden var blevet bragt til hospitalet i,« siger Brian Holm.

Dog ved politiet ikke meget om, hvad der præcist er sket, da den unge man blev stukket.

»Hverken ham, der var blevet stukket, eller ham, der havde kørt ham på skadestuen, ønskede at deltage i opklaringen af, hvad der er sket,« siger Brian Holm.