Et anklageskrift, der er spækket med løgne og falske anklager.
Sådan lyder det fra en ung mand, der er tiltalt for at have voldtaget, tævet og frihedsberøvet sin ekskæreste.
Da retten i Roskilde tirsdag tog hul på domsmandssagen, kom det frem, at manden rigtig nok havde taget halsgreb på ekskæresten, som han har en datter sammen med, ligesom han også havde slået hende med flad hånd.
Men at han skulle have trukket en pose med snøreluk, ned over kvindens hoved, tvunget hendes hoved ned i en gryde fyldt med vand, truet hende med en kniv, frihedsberøvet hende og voldtaget hende, som han også er tiltalt for, er det pure opspind, hævdede den unge mand ved tirsdagens retsmøde.
»Anklageskriftet er spækket med løgne. Må jeg forklare, hvad der er sket,« lød det fra manden, inden han forklarede, at han og det formodede offer var gået fra hinanden omkring år 2017, og at de to havde set lidt til hinanden i mellemtiden.
Dels fordi de har et barn sammen, og det selvfølgelig krævede en del samarbejde, men også fordi de ifølge den tiltalte i perioder havde haft en intim relation.
»Men i 2018 fortæller hun mig pludselig, at hun er blevet sigtet for at opbevare narko for LTF, og at kommunen i den forbindelse vil vurdere, om hun er egnet som mor.«
»Og hun har haft en efterlyst person boende, så jeg tager kontakt til hendes mor, fordi det bliver mit problem, når der kommer bandemedlemmer i det hjem, hvor mit barn bor,« forklarede manden, der tidligere er dømt for vold.
Men da den tiltalte et år senere i juni 2019, hvor det påståede overfald fandt sted, igen hørte, at moderen til hans barn fortsat havde kontakt til en håndfuld »forkerte mennesker« flød bægeret over.
»Så tog jeg over til hende, fordi jeg gerne ville tale med hende. Hun lukkede mig selv ind hjemme hos sine forældre, hvor hun havde to telefoner ligger. Jeg ville have hende til at åbne dem, så jeg kunne se, om hun havde noget med de her mennesker at gøre, men det ville hun ikke. Så tog jeg halsgreb på hende. Jeg trykkede ok hårdt, men hun kunne godt få luft,« forklarede manden tirsdag, hvor han også erkendte, at have slået hende med flad hånd.
Efterfølgende kørte de ifølge den tiltalte sammen op og kørte cigaretter, inden de endte hjemme hos hans mor. Her skulle manden ifølge tiltalen have voldtaget hende, men det afviste manden.
»Hun gik selv med ind, og så røg vi en cigaret sammen med min mor, inden jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede var hun væk,« forklarede den tiltalte, der er beskyttet af navneforbud.
Kvindens egen forklaring blev afgivet bag lukkede døre, som formodede voldtægtsofre har krav på, men hendes mor forklarede tirsdag, at hun dagen efter det påståede overfald havde mødtes med sin datter. Her havde datteren mærker på halsen der stammede fra halsgrebet, men af frygt for den tiltalte turde hun ikke melde, forklarede moderen.
»Han havde sagt, at han ville slå hende ihjel. Jeg rådede hende til at tage på krisecenter, men hvis hun gjorde det, ville han jo vide, at hun havde sagt noget,« fortalte moderen og tilføjede, at hendes datter var »underlagt« den tiltalte.
Af den grund gik der også tre måneder, før kvinden meldte sagen til politiet.
Der falder dom i sagen fredag.

