En overskridelse på hele 83 kilometer i timen.

Så meget for stærkt kørte en ung mand, da han mandag blev taget af en af politiets fartkontroller i Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Den unge mand kom kørende ad Søren Frichs Vej i Aarhus omkring klokken kvart i ni mandag aften med høj fart.

Meget høj fart.

Søren Frichs Vej ligger nemlig i en byzone og har derfor en hastighedsbegrænsning på 50 km/t.

Den unge bilist blev dog målt til hele 133 km/t, og det giver ikke bare en pæn bøde.

Det betyder også et farvel til kørekortet.

Regeringen præsenterede for godt et halvt år siden en øget indsats mod vanvidskørsel.

Her ønsker politikerne blandt andet at sætte hurtigere ind overfor bilister, der kører hensynsløst og livsfarligt på vejene.

Et af midlerne er muligheden for at konfiskere den pågældende bilists køretøj.

Vanvidsbilisme defineres som kørsel, der er over 100 procent hurtigere end det tilladte. I mandagens tilfælde fra Aarhus ville det svare til 100 km/t, og bilisten kørte altså 133 km/t.