Kort før midnat mistede en ung mand herredømmet over sin bil på Stjærvej nord for Skanderborg.

Kort efter lå bilen på en mark – på taget.

»Han kom kørende i sydgående retning, drejede for skarpt i et sving og mistede kontrollen over bilen,« fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, John Skjødt.

»Han forsøgte at rette bilen op, men overkompenserede og endte ude i rabatten,« fortsætter vagtchefen.

Ifølge politiet kørte den unge mand, som er 18 år og kommer fra Skanderborg, omkring 80 km/t, da uheldet skete.

Heldigvis kom han ikke noget til.

»Der er heller ikke mistanke om spirituskørsel eller kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer,« lyder det fra John Skjødt.

Politiet fik anmeldelsen klokken 23.52 lørdag aften.