En ung mand faldt natten til søndag fra et vindue på 1. sal i et lejlighedskompleks på Griffenfeldtsgade i Horsens.

Nu viser politiets indledende undersøgelser, at den 26-årige mand efter alt at dømme ville tisse ud af vinduet, da han fik overbalance.

Mandens tilstand er kritisk.

»Han har hovedskader og er stadig i kritisk tilstand,« oplyser efterforskningsleder Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi til B.T.

På fortovet under lejligheden, hvor den unge mand havde ramt fliserne, kunne der tidligt i morges stadig ses blod og blodige klude, men det skulle ifølge vagtchefen være tørret op og rengjort nu.

Politiet modtog anmeldelsen kl 00.25 og hastede til stedet, hvor den unge mand lå, mens gæster fra festen stod omkring ham.

Den unge mand blev kørt på hospitalet i Aarhus.

Politiet oplyser, at de stadig efterforsker sagen.