En ung mand faldt natten til søndag fra et vindue på 1. sal i et lejlighedskompleks på Griffenfeldtsgade i Horsens.

Politiet er stadig i tvivl, om der er tale om et uheld eller en forbrydelse.

»Vi er i gang med at undersøge, om den unge mands fald var et uheld, eller om det var forsætligt, så vi er stadig i gang med at afhøre vidner,« siger Hans Hoffensetz, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Den unge mand, der er i 20erne, faldt fra vinduet på 1. sal ved midnat, da han var til fest hos nogle venner.

På fortovet under lejligheden, hvor den unge mand havde ramt fliserne, kunne der tidligt i morges stadig ses blod og blodige klude, men det skulle ifølge vagtchefen være tørret op og rengjort nu.

Politiet modtog anmeldelsen kl 00.25 og hastede til stedet, hvor den unge mand lå, mens gæster fra festen stod omkring ham.

Den unge mand blev kørt på hospitalet i Aarhus.

Herfra er meldingen, at han søndag formiddag er i kritisk tilstand.