Tidligt lørdag morgen måtte politiet i Nordjylland rykke ud til en McDonald's, hvor en yngre mand skabte problemer.

Det skriver TV 2 Nord.

Ved fastfoodrestauranten beliggende i Thisted skulle han have begået hærværk mod en bil, forklarer Rene Carlsen fra lokalpolitiet i byen til lokalmediet.

Men der stoppede det ikke. For da politiet kom frem til stedet, skulle den unge mand på 22 år have modsat sig at blive anholdt, ligesom han ikke ville oplyse, hvem han var.

»Han havde også fornærmende tiltale mod politiet ved at tiltale dem som 'din fucking idiot', 'din fucking bums' og 'fucking, fucking tabere',« forklarer Rene Carlsen til TV 2 Nord.

Den unge mand kan ifølge politiet nu se frem til både et erstatningskrav og en efterfølgende straf.