Nytårsmorgen modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om, at der gik en højtråbende og udadreagerende mand i Elmealle i Vordingborg. 

Da politiet mødte op for at skabe ro på stedet, gik den 19-årige mand amok.

Det skete idet betjentene ville anholde den unge mand, som virkede temmelig fuld.

»Det lykkedes ham at sparke den ene betjent over knæet, og han brugte en stribe skældsord mod betjentene, mens han gjorde modstand mod at blive anholdt,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politii døgnrapporten.

Det har nu kastet tre sigtelser af sig:

For at lægge hindringer i vejen for politiet, for fornærmelig tiltale og for vold mod politiet. 

Den 19-årige mand, som er fra Haslev, blev anholdt klokken 05.50. Han blev løsladt igen klokken 12.56.