En person er mandag aften fundet livløs i vandet ved Vestre Fjordpark i Aalborg.

Personen blev fundet, efter politiet 21.15 modtog en anmeldelse fra en bekymret borger.

Borgeren havde ifølge Nordjyske set en person gå i vandet, som aldrig kom op igen.

Både politi og beredskab kørte derfor til stedet, hvor de påbegyndte en eftersøgning.

Kort efter ankomsten til stedet, blev en person fundet livløs person i vandet.

Han blev bjærget op og efterfølgende kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor han modtager behandling.

Nordjyllands Politi oplyser over for TV 2 Nord, at mandens tilstand er kritisk.

Det oplyses desuden, at hændelsen betragtes som en ulykke.