En 28-årig mand er fundet død på Ringkøbingvej nord for Skjern i Vestjylland.

Her rykkede politiet klokken 4.37 natten til onsdag ud til en melding om et færdselsuheld.

Det viser sig, da politiet når frem, at en bil ligger i grøften. Ved siden af bilen finder patruljen en mand, der er livløs.

Han blev erklæret død på stedet efter at en læge forgæves har forsøgt at genoplive ham.

»Der er ikke noget umiddelbart spor, som kan sige, om det er uopmærksomhed eller træthed. Det ser ud til, at bilen er kørt ud over vejkanten og væltet rundt, siger Henrik Nielsen,« der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midt/Vest.

Der er ingen vidner til uheldet, og Midt- og Vestjyllands Politi oplyser på Twitter, at man er i gang med at undersøge hvad der kan være årsagen til det.

Ulykken skete på den lange, lige strækning på Ringkøbingvej mellem Skjern og Ringkøbing ved 15-kilomoterstenen. Årsagen er endnu ukendt.

»Der er ikke noget, som tyder på, at der er blevet foretaget en undvigemanøvre. Det ser man nogle gange, hvis der for eksempel har været et rådyr, der er løbet ud på vejen,« siger Henrik Nielsen til Ritzau.

Det var en forbipasserende, der opdagede bilen.

Politiet var onsdag morgen stadig til stede på ulykkesstedet.

Vagtchefen fortæller, at der rutinemæssigt er udtaget blodprøve fra den afdøde. Derudover skal der foretages et retslægeligt ligsyn.

Også en teknisk ekspert - en såkaldt bilinspektør - skal foretage undersøgelser i bestræbelsen på at opklare årsagen til ulykken.