OPDATERING: Den 20-årige mand er nu fundet i god behold.

Nordjyllands Politi opfordrer borgerne i Aalborg til at være opmærksomme fredag aften.

En 20-årig mand er gået fra sin adresse nær Sohngårdsholmparken i Aalborg i nedtrykt tilstand.

Manden beskrives som værende 180 cm høj med blond hår.

Han er formentlig iført en blå hættetrøje.

Hvis man ser manden, beder politiet, at man ringer 114.

Politiet skriver på Twitter, at den 20-årige muligvis søger mod havnen i Aalborg.

Tidligere på aftenen kunne borgere i Aalborg se en varmesøgende helikopter svæve over Limfjorden, men den er væk igen, da politiet ikke mener, den er nødvendig længere.

Det forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi:

»Den første melding, vi fik, kom via 112, og her blev det meldt ind som en drukneulykke. Derfor satte vi helikopteren ind,« siger vagtchefen og fortsætter:

»Det viser sig, at personen er gået fra sin bopæl, og det er det eneste, vi med sikkerhed ved«.

Han opfordrer på det kraftigste til, at borgerne i Aalborg holder godt øje:

»Lige nu søger vi efter ham, og vi håber, at vi får en henvendelse fra en borger om, at man har fundet ham«.