I en sag om farlige brandstiftelser i Ikast har Retten i Herning torsdag eftermiddag besluttet at varetægtsfængsle en 21-årig mand.

Han sigtes for at have deltaget i to påsatte brande sammen med en 22-årig mand, der blev fængslet onsdag.

Den senest fængslede meldte sig selv til politiet onsdag aften i forbindelse med, at politiet efterforsker flere lovovertrædelser, som knyttes til en voldelig konflikt mellem to kriminelle grupperinger i Herning-området.

Dommeren har frihedsberøvet den 21-årige frem til 17. juni.

Detaljerne i sagen kendes ikke, da retsmødet foregik bag lukkede døre af hensyn til politiets opklaringsarbejde.

Brandstiftelserne skete natten mellem søndag og mandag.

I det ene tilfælde kom en 68-årig kvinde i en lejlighed på Strøget i Ikast til skade. Hun blev fløjet til behandling på Rigshospitalet, skriver Herning Folkeblad.

Politiet har rejst sigtelse efter den alvorligste paragraf i straffeloven om brandstiftelse. Nemlig hvor personer bringes i fare.

Men konflikten har også involveret tre andre episoder.

Søndag aften var der skyderi i Brændgårdparken i Herning. Ingen blev dog ramt.

Tirsdag blev der sprængt en håndgranat på en altan på Fruerhøjvej i Herning. I den sag har politiet torsdag anholdt en dreng på 16 år som mistænkt, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en opdatering torsdag om konflikten.

Senest blev der torsdag morgen fundet en hjemmelavet anordning med brandbare væsker omkring Vestertorp i Herning.

Også denne sag kan ifølge politiet hænge sammen med "de øvrige meget alvorlige hændelser i Herning og Ikast", udtaler politiinspektør Hans Roost.

- Der er fremdrift i vores efterforskning, men vi er ikke i mål endnu. Jeg vil gerne gentage, at vi gør alt, hvad vi kan for at få stoppet de her kriminelle grupperinger, siger politiinspektøren i en pressemeddelelse.

/ritzau/