En kvinde mistede livet, da en ung bilist i høj fart kørte ind i hendes hus i Tilst ved Aarhus, mens politiet var i hælene på ham.

Indledningsvist nægtede den 20-årige mand sig skyldig i sigtelsen mod ham, men det er ændret.

Nu erkender han det hele.

Det siger hans forsvarer, advokat Mette Grith Stage, til TV2 Østjylland og Ritzau.

Tilståelsen er også givet over for en dommer, oplyser advokaten.

Det skete i det seneste retsmøde, der fandt sted den 8. juli i Retten i Aarhus.

Manden sidder varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 5. august.

Det er uvist, hvornår sagen mod manden kan føres i byretten.

RITZAU