En 21-årig mand er i livsfare efter en ulykke på en firhjulet motorcykel nær Hobro natten til lørdag.

Det oplyser Nordjyllands Politi til mediet Nordjyske.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 02.40.

Også en 19-årig mand befandt sig på motorcyklen, som er en såkaldt ATV. Han meldes uden for livsfare.

De pårørende er blevet underrettet om ulykken, som fandt sted i Stinesminde øst for Hobro.

- De havde været til fest i nærheden, og der gik så et par timer, hvor man manglede dem, siger vagtchef Poul Fastergaard til Nordjyske.

- Man var så ude at lede efter dem og fandt den ene person liggende ved den væltede ATV. Den anden person fandt man gående i området.

De to yngre mænd er begge blevet kørt til traumecentret på Aalborg Universitetshospital.

/ritzau/