En ung mand er under ukendte omstændigheder enten blevet skubbet eller selv sprunget ud fra en altan på tredje sal.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi til B.T., som dog ikke kan klarlægge, hvordan den unge mand er faldet.

Ulykken er sket på Frederiksberg.

»Han er ikke umiddelbart i kritisk tilstand,« siger vagtchefen og tilføjer, at manden er kørt til Rigshospitalet.

Da han blev kørt afsted, var han ved bevidsthed.

Københavns Politi er tilstede på adressen på Frederiksberg, hvor de netop nu arbejder på at klarlægge, hvad der er sket.

I lejligheden befandt sig kun en anden person. Denne person er nu anholdt, oplyser vagtchefen.

Han oplyser dog videre, at hverken den unge mand, der er faldet ud fra tredje sal, eller manden, som er blevet anholdt, er i stand til at blive afhørt på nuværende tidspunkt.

»Der var kun en anden person oppe i lejligheden, og ham har vi anholdt, men vi kan ikke afhøre dem endnu på grund af deres tilstand, så vi må vente til et bedre tidspunkt,« lyder det fra vagtchefen.

Om de to mænd er påvirkede af alkohol eller stoffer, kan vagtchefen ikke sige noget om, men påvirkede er de i hvert fald, fastslår han.

De er desuden, ifølge vagtchefen, ikke samarbejdsvillige i forhold til at fortælle, hvad der sket.

Det er politiets klare opfattelse, at de to mænd kender hinanden.