Sydøstjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at opklare et røveri mod en tankstation i Vejle.

Torsdag aften klokken 23.37 blev Circle K på Boulevarden i det centrale Vejle udsat for et røveri.

Her kom en yngre mand ind i butikken og truede sig i første omgang til at få udleveret kassebeholdningen.

Hans hænder var i lommerne, hvilket tydede på, at han havde et våben.

Vis mere

»Giv mig alle dine penge,« sagde han ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Det kunne dog ikke lade sig gøre, da tanken er pengeløs.

Ifølge politiet bad han derfor om at få udleveret fire kartoner cigaretter. Han forlod derefter forretningen igen.

Videoovervågningen i butikken fangede manden, og politiet offentliggør nu et par billeder fra kameraet.

Vis mere

Gerningsmanden beskrives som 20-25 år gammel, cirka 180 cm høj, almindeligt til spinkelt bygget og med lyst hår.

Han var iført mørk dynejakke med en lys hættetrøje, hvor han havde trukket hætten over hovedet.

Derudover havde han mørke sko, hvor der var en lys markering på indersiden.

Har du informationer i sagen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes via telefon 114.