En ung mand i 20’erne blev i søndag aften ramt af syv til otte knivstik, da han blev passet op på Åboulevarden i København.

- Han er uden for livsfare, men det er selvfølgelig alvorligt, når man bliver ramt af så mange stik. Han er efterfølgende kørt til Rigshospitalets Traumecenter, siger den centrale efterforskningsleder Kristian Aaskov til bt.dk.

Knivstikkeriet finder sted, da ofret kommer kørende af Åboulevarden sammen med to kammerater. De bliver passet op ud for nummer 36 af en mørk Mondeo med fire personer. Der foregår en ordveksling mellem de to grupper, hvorefter én af de fire stikker føreren af den anden bil syv-otte gang med en kniv.

- Gerningsmanden stikker af i bilen, og de tre andre løber derfra til fods mod Blågårds Plads. Bilen har vi fundet, og føreren har vi anholdt, men vi mangler de tre andre, siger efterforskningslederen.

Alle de involverede er i 20’erne og af anden etnisk baggrund end dansk.

- Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt det er banderelateret, siger efterforskningslederen.