En ung mand  på 23 år havde formentlig ikke tænkt sig ordentligt om, da han søndag eftermiddag begik et tyveri.

Tyveriet fandt sted på et apotek i Algade i Nykøbing Sjælland, hvor den unge mand stjal den bøtte med håndsprit, der er stillet op til kunderne.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Men da den 23-årige inden tyveriet havde henvendt sig som kunde i apoteket, var det ikke en sag, der tog lang tid for politiet at opklare.

»Lige i den her sammenhæng var det nemt at finde frem til den mistænkte. Den 23-årige var inde som kunde, hvorefter han tog en liter med håndsprit. Det bemærker personalet, der også har hans personlige oplysninger,« siger kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjælland Politi Charlotte Tornquist.

Personalet slog derfor alarm og kontaktede politiet:

»Politiet fandt frem til den mistænkte, som var i besiddelse af håndspritten. Han er blevet afhørt og bliver sigtet for tyveri.«

Den 23-årige mand kan formentlig se frem til en bøde som straf for sin ugerning.