På en af de sidste dage i 2016 mistede en bare seks uger gammel pige livet i det sydøstlige Jylland.

Siden da - det vil sige i godt ni måneder - har barnets 25-årige far siddet varetægtsfængslet i sagen. Anklagen lyder på vold med døden til følge.

Mandag formiddag indleder Retten i Kolding straffesagen mod den unge mand, der risikerer at skulle tilbringe en årrække bag tremmer.

I anklageskriftet hævdes det, at manden om eftermiddagen 27. december i familiens hjem i Vejle udsatte datteren for ruskevold og slag mod krop og hoved.

To dage senere afgik den lille pige ved døden som følge af flere hjerneblødninger. Hun nåede blot at leve i 42 dage.

Da den 25-årige samme dag blev stillet for en dommer, nægtede han sig skyldig. Det gør han stadig, oplyser mandens forsvarer, Troels Lind Pedersen.

Ifølge advokaten var far og datter alene hjemme, da hun om eftermiddagen 27. december pludselig holdt op med at trække vejret.

»Han opdager, at hun ikke er ved bevidsthed, i forbindelse med at han skal give hende mad. Han gør, hvad man kan for at få liv i hende. Herunder at ringe til 112,« siger advokaten.

Således står manden også ved, at han ruskede pigen.

»Det gjorde han for at få liv i hende. Han nev hende også. Derfor har hun også en række blå mærker. Det er hans forklaring på nogle af de skader, hun har,« siger Troels Lind Pedersen.

Advokaten påpeger, at undersøgelser af pigen også har vist tegn på skader af ældre dato.

»Dem kender han ikke noget til,« siger Lind Pedersen.

Planen for retssagens første dag er, at både den tiltalte og barnets mor skal afgive forklaring.

Senere kommer turen til forældrenes mødre, det vil sige pigens bedstemødre. Også en socialrådgiver, der var på sygehuset ved indlæggelsen, samt lægefagligt personale skal afgive forklaring.

Dommen i sagen ventes 2. oktober.

/ritzau/