Lyt til artiklen

En 18-årig mand er anholdt, efter at han angiveligt kørte rundt i Agerskov og skød mod folk med to softguns.

En 18-årig mand er anholdt og sigtet for vold, efter at han angiveligt har skudt mod flere unge mennesker med to softguns i Agerskov i Sønderjylland.

Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann tidligt tirsdag morgen.

Politiet modtog anmeldelsen mandag klokken 22.24.

Den 18-årige mand har tilsyneladende skudt mod flere unge mennesker på Hovedgaden i Agerskov både søndag aften og mandag aften.

- Der er nogle, som bliver ramt søndag aften og i hvert fald en anden, som bliver ramt mandag aften, siger Ole Aamann.

Manden har ifølge vidner skudt fra både en bil og ude på gaden på fem-seks meters afstand.

- Der er flere af de unge mennesker, som han har skudt mod, der har fået blå mærker, siger vagtchefen.

Da den 18-årige mand angiveligt viste de to softguns frem, inden han begyndte at skyde, vidste de forurettede ifølge eget udsagn godt, at der var tale om softguns og ikke rigtige våben.

- Så på den måde var de ikke så nervøse, siger Ole Aamann.

En softgun er et våben, der skyder med plastikkugler.

Begge softguns er blevet beslaglagt af politiet.

Den 18-årige mand, som er fra lokalområdet, blev anholdt i løbet af natten til tirsdag.

Søndag eftermiddag blev tre mennesker dræbt og fire andre alvorligt såret, da en gerningsmand åbnede ild i indkøbscentret Field's på Amager i København.

En 22-årig mand er anholdt i sagen.

/ritzau/