En ung mand på 17 år blev alvorligt kvæstet torsdag aften, da han blev påkørt af en bil ved Serritslev nord for Brønderslev.

Den unge mand kom ifølge politiets oplysninger kørende på knallert ad Holtevej og svingede ud på Hjørringvej i nordlig retning, da han blev ramt af en bil, der også kom kørende på Hjørringvej.

Det fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Polit til Nordjyske.

Sammenstødet var så voldsomt, at den 17-årige blev kastet af knallerten og kom alvorligt til skade. Han blev kørt med ambulance til sygehuset i Hjørring, hvor han er indlagt.

En bilinspektør er ifølge Nordjyske nu ved at undersøge ulykkesstedet for at klarlægge de præcise omstændigheder bag ulykken.

Til Ekstra Bladet fortæller vagtchefen, at den unge mand formodes at være uden for livsfare.

»Vi har ikke hørt noget deroppefra (fra sygehuset, red.) i den sidste times tid. Så drengen er i hvert fald uden for livsfare nu,« siger han.

Politiet modtog meldingen om ulykken klokken 19:20. Den unge mands pårørende er underrettet.