En yngre kvinde oplevede et regulært mareridt, da hun meget tidligt om morgenen blev vækket ved, at hun hørte en rude blive knust i sin hoveddør.
Da kvinden nåede fra sin seng og ud til døren, mødte hun en ung mand, som med en fastnøgle i hånden truede hende og sagde, at han ville have nøglerne til hendes bil.
For at understrege sin trussel tog han kort efter også en skruetrækker frem, pegede på kvinden og sagde: »Jeg stikker dig, hvis du ikke giver mig de nøgler.«
Hjemmerøveriet fandt sted 23. marts sidste år lige før klokken 05.30 i kvindens private hjem i Svinninge i Nordvestsjælland og udgør nu et af hovedpunkterne i et alvorligt anklageskrift mod en 18-årig mand.
Han vil på onsdag stå tiltalt ved et nævningeting ved Retten i Holbæk, hvilket er ensbetydende med, at anklageren har i sinde at forlange mindst fire års fængsel i straf.
Af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, fremgår det også, at gerningsmanden ifølge offerets forklaring kort efter hentede en af hendes egne køkkenknive, som hun også blev truet med.
Herefter forlod han huset medbringende hendes bilnøgler, airpods og køkkenkniven med en bladlængde på 11 centimeter.
Kvinden forsøgte straks at slå alarm til politiet, men uheldigvis gik opkaldet via bluetooth ind på lydanlægget i hendes Volkswagen Up, som gerningsmanden netop havde sat sig ind i.
Derfor løb han tilbage i huset, hvor kvinden havde forskanset sig bag døren til badeværelset. Her kunne den skræmte kvinde høre, at gerningsmanden flere gange stak en spids genstand – formentlig køkkenkniven – ind i døren og råbte, at hun ikke skulle ringe til politiet.
Kvinden fik dog alligevel kontakt til politiet og fortalte om hjemmerøveriet og den forsvundne bil. Politiet kørte til området for at lede efter den, og cirka en time efter hjemmerøveriet kom der en anmeldelse om, at en bil var forulykket på Knabstrup Møllevej ved Skovvejen i Knabstrup ved Mørkøv.
En forbipasserende bilist så en ung mand, som var ved at fjerne nummerpladerne fra bilen, efter han havde påkørt et skilt langs vejen. Politiet kørte til stedet, hvor den dengang 17-årige mand fra Holbæk blev anholdt.
Han var ikke kommet noget til ved uheldet, men viste sig at være påvirket af det bevidsthedsudvidende stof Alprazolam. Desuden havde han ikke kørekort, og han havde ifølge tiltalen også stjålet to andre biler samme nat.
Ifølge dansk retspraksis er straffen for et enkelt hjemmerøveri normalt fem års ubetinget fængsel.