Tirsdag morgen sad en 18-årig kvinde på en bænk på Svebølle Station.
Men da en mand nærmede sig, udviklede den stille stund sig pludselig til dramatiske og ubehagelige scener.
Manden begyndte ud af det blå at råbe skældsord efter kvinden – og ikke nok med det.
Han slog også ud efter den unge kvinde, dog uden at ramme, spyttede efter hende og sparkede til den 18-årige.
Det fik kvinden til at løbe væk fra manden, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Flere vidner kom kvinden til hjælp, mens overfaldsmanden, som ifølge politiet var beruset, steg på et tog mod Kalundborg.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 08.04.
Et par timer senere blev en 24-årig mand, som er mistænkt for overfaldet, anholdt i Kalundborg.
Han nægter sig skyldig i volden.
