En ung kvinde er blevet påkørt af en bil på Frederiksberg i København.

Ulykken skete omkring kl. 19.46, hvor Københavns Politi modtog en anmeldelse om påkørsel på Godthåbsvej.

Den unge kvinde har ifølge vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Brix, krydset Godthåbsvej til fods, da hun blev ramt af en bil.

Bilisten fortsatte videre efter påkørsel, mens kvinden blev liggende på jorden. Hun har formentlig fået et brud på benet, udtaler Københavns Politi til B.T.

Kvinden er blevet fragtet på sygehuset og er ved bevidsthed.

»Vores patruljer er stadig igang med at afhøre pigen. Det kan tage lidt tid. Det kommer an på, om hun er i stand til at blive afhørt.«

Føreren af bilen kørte videre mod Vanløse og stoppede altså ikke, da vedkommende kørte kvinden ned. Derfor søger politiet nu vidner.

Vagtchef Henrik Brix kan endnu ikke give en nøjagtig beskrivelse af bilen, der påkørte kvinden.

»Til at starte med sagde jeg, at det var en mørk bil, men der er usikkerhed omkring det,« oplyser han til B.T.

Af samme årsag beder politiet om, at man ringer 114, hvis man har set noget, der kan hjælpe politiets efterforskning.

Godthåbsvej på Frederiksberg var tidligere fredag aften spærret af, men er nu åben igen.

Opdateres...