Tirsdag aften klokken 20.10 blev en 12-årig dreng og en 21-årig kvinde udsat for et voldeligt overfald i en vaskekælder.

Overfaldet fandt sted på Kjærslund i Viby. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ofrene har begge forklaret politiet, at de var gået ned i vaskekælderen sammen, men herefter var gået hver til sit.

Den 12-årige dreng havde herefter set en 35-årig mand, der var begyndt at kalde ham diverse skældsord. Drengen forsøgte derfor at løbe væk, men manden løb efter ham og sparkede ham flere gange.

Det havde den 21-årige kvinde hørt, og hun kom derfor drengen til undsætning og råbte ad manden. Det fik dog den 35-årige til at gå hen til kvinden, som han derefter skubbede hårdt i brystet, så hun faldt om.

Efter dette lykkedes det både den 12-årige og den 21-årige at løbe væk fra stedet og hente hjælp.

Kort efter ankom en patrulje til stedet, og de fik fat i den 35-årige mand. Han blev derfor anholdt og sigtet for grov vold.

Begge ofrene har været forbi skadestuen, men ingen af dem var umiddelbart kommet alvorligt til skade.