To mænd forsøgte natten til søndag omkring klokken halv tre at bortføre en ung 22-årig kvinde.  Det oplyser politiet.

Kvinden havde været i byen i Herning og var på vej hjem på det pågældende tidspunkt. 

En Ford Focus stationcar stoppede op ud for hende.

To mænd trådte derefter ud, tog fat i kvinden og forsøgte at tvinge hende ind i bilen. 

Men kvinden kæmpede så voldsomt imod, at det lykkedes hende at undslippe. 

Selvom Midt- og Vestjyllands Politi har fået en grundig beskrivelse af både bil og gerningsmænd, har de stadig ikke skabt et gennembrud i sagen. 

»Flere har henvendt sig med hændelser, der kunne være forbundet med denne sag søndag morgen, eller mulige gerningsmænd, men vi har ikke haft et gennembrud endnu, siger fungerende politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Boe Larsen, til B.T.

De to mænd beskrives begge som 25-35 år. Begge er mørke i huden, har ikke etnisk dansk udseende og talte dansk med accent.

Den ene var iklædt hvid t-shirt og mørke bukser og den anden helt mørkt tøj.

Bilen beskrives som en metalblå Ford Focus-stationcar med lodrette baglygter af ældre dato.

Midt- og Vestjyllands Politi modtager gerne tips i sagen. De kan kontaktes på telefon 1-1-4.