En ung dansk mand mistede livet i en bilulykke natten til mandag i det østlige Australien, mens hans ven er i kritisk tilstand på et lokalt hospital i byen Townsville.

De to unge danskere var på ferie i Australien og kørte nordpå i en varevogn, da de koliderede med en modkørende lastvogn på Bruce Highway nær byen Home Hill. Den 22-årige danske passager i varevognen blev dræbt på stedet, mens føreren blev fragtet til Ayr Hospital, hvor hans tilstand ifølge mediet 7 News Townsville beskrives som kritisk.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter, at en dansker er blevet dræbt og at en yderligere er kvæstet.

»Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er blevet dræbt i en trafikulykke. Yderligere er en anden dansker kvæstet,« lyder det fra Udenrigsministeriets Borgerservice, som også oplyser, at de pårørende er underrettet, og man yder bistand i sagen.

Uheldet i Australien var af særlig voldsom karakter, og Sergent Brett Smith fra Home Hill Police siger til 7 News Townsville, at det var noget af det værste, han har oplevet.

»Det er et meget slemt vrag. Det er noget af det værste, jeg har set i 27 år som politimand. Jeg håber aldrig at se noget lignende igen,« siger Sergent Brett Smith fra Home Hill Police til 7 News.

Mediet beskriver, hvordan vejen var fugtig den aften, de to unge danskere kørte galt, men de generelle forhold var fine.

Politiinspektør Graeme Patterson fortæller til mediet, at det er enormt trist, at to unge danskeres ferie til Australien skulle få en så brutal afslutning.

»Det er trist for familierne, der befinder sig på den anden side af jorden, at det her er sket for deres kære. De kom her til Australien for at opleve et smukt land, og det her er en tragisk afslutning,« siger politiinspektør Graeme Patterson fra Townsville Politi til 7 News Townsville.

Mediet oplyser, at føreren af lastvognen kun pådrog sig knubs ved uheldet, men at han var i en tilstand af chok.

Uheldet skete nær byen Home Hill, som ligger godt 1200 km nord for Brisbane.