»Hej Thomas. Rigtig god bedring fra alle os i Byens Container. Vi håber, at alt går godt med operationerne, og du snart kommer på benene igen.«
Sådan lød indholdet af et lille kort - illustreret med en hund og en blomst – der sammen med en buket blomster blev sat på et bord på Thomas Hess' hospitalsstue sidste mandag, hvor han befandt sig efter en meget alvorlig ulykke.
Afsenderen var Thomas' arbejdsgiver, Byens Container, for det var nemlig i forbindelse med en opgave, at den 43-årige mand og hans lastbil samme dag kolliderede med en bro.
Thomas brækkede sit ben og slog sin ryg så voldsomt, at han sidste mandag havde udsigt til flere operationer, mens han lå på Rigshospitalets intensivafdeling.

Tirsdag – altså dagen efter – fik han sig pludselig endnu en rigtig dårlig nyhed, da en sms fra Byens Container tikkede ind.
»Kære Thomas. Jeg må desværre meddele dig, at vi har valgt at opsige dig. Din opsigelse er sendt på mail, og jeg beder dig bekræfte, at du har modtaget den. Alternativt kan jeg komme forbi dig og få en fysisk underskrift en af de nærmeste dage,« lød det fra Thomas' nærmeste leder, der afsluttede sms'en således:
»Jeg ønsker dig rigtig god bedring og alt held og lykke i fremtiden.«
Opsigelsen var pr. dags dato.

Lastbilchaufføren anede ikke sin levende råd, da sms'en tikkede ind.
»Jeg var og er rystet. Der er gået knap 24 timer, og så opsiger man mig, mens jeg ligger på hospitalet og ikke kan bevæge mig. Det er moralsk anstødeligt, og jeg kan kun forestille mig, at de ikke vil betale mig sygepenge,« siger Thomas Hess.
Mens Thomas lå i sin sygeseng, gik hans familie i gang med at undersøge lovligheden for opsigelsen.
Og efter at have været i kontakt med fagforeningen fik de bekræftet, at det i Thomas' kontrakt rent faktisk var muligt at opsige med én dags varsel.

Men det gør for Thomas' bror, Brian Pedersen, en minimal forskel.
»Der er intet at gøre juridisk, men det ændrer jo ikke på, at det, hvis du spørger mig, er fuldstændig umenneskeligt at sende en opsigelse på sms dagen efter så alvorlig en ulykke,« siger han og fortsætter:
»Jeg kan slet ikke forstå, at man kan få sig selv til det.«
B.T. har talt med Thomas Hess om ulykken, og han fortæller, at han netop havde afleveret en container hos en kunde, da han var på vej væk.
I den forbindelse husker han at have sænket sin krog på lastbilen, men åbenbart ikke nok.
For da han kørte under en bro, kom fronten af lastbilen med ind, men så lød der pludselig en meget høj lyd.
»Pludselig rammer krogen ind broen, og så bliver jeg simpelthen slynget rundt i førerhuset, mens det føles som om, at lastbilen krøller sammen. Det næste, jeg husker, er, at jeg ikke kan bevæge mig, og at der en mand, der siger, han vil tilkalde hjælp,« siger Thomas.
I den forbindelse indrømmer Thomas, at han ved ulykken ikke havde sele på.
Du havde ikke sele på. Det er jo ulovligt - hvorfor havde du den ikke på?
»Ja, det er ikke smart, men jeg glemte det simpelthen. Jeg kan ikke sige andet.«
B.T. har rakt ud til Byens Container for blandt andet at høre, hvorfor man vælger at fyre en mand dagen efter så alvorlig en ulykke.
Her lyder det fra administrerende direktør, Mikael Jørgensen, at man før fyringen rådførte sig hos arbejdsgiverorganisationen DI, og at man ikke har yderligere kommentarer, da der er tale om en personalesag.
B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra DI.