Den tragiske trafikulykke ved Farsø i Himmerland i sidste uge har krævet endnu et dødsoffer.

Det skriver Nordjyske.

Ifølge avisen er den 66-årige mand, der var passager i en af bilerne, afgået ved døden lørdag aften.

Mandag aften i sidste uge kørte to biler frontalt sammen i et t-kryds ved Eldrupsigevej og Løgstørvej lidt uden for Farsø i Himmerland.

En mand blev dræbt og to andre livsfarligt kvæstet i en voldsom ulykke ved Farsø i Himmerland mandag aften i sidste uge. Nu har ulykken kostet endnu et dødsoffer.
En mand blev dræbt og to andre livsfarligt kvæstet i en voldsom ulykke ved Farsø i Himmerland mandag aften i sidste uge. Nu har ulykken kostet endnu et dødsoffer. Brian Bjeldbak/Byrd.com

En 62-årig mand mistede kort efter livet, mens to andre blev livsfarligt kvæstet. Det er den ene af dem, der nu også er død.

Den 66-årige sad i bilen, som den 62-årige kørte.

En 44-årig mand, som kørte i den anden bil, har brækket begge arme, begge ben og fået brud på knogler i ansigtet.

Nordjyllands Politi oplyser til Nordjyske, at han stadig er indlagt, men meldes uden for livsfare.

Politiet er stadig i gang med at undersøge årsagen til ulykken.

I det første telegram fra Ritzau i sidste uge, fremgik det, at den mand, der døde på stedet, var 58 år. Nu fremgår det, at han var født 1958, og derfor altså var 62 år.