Det nordgående spor på motorvej E45 mellem Aarhus og Randers er fredag eftermiddag spærret, skriver P4 Trafik.

Det skyldes en trafikulykke på strækningen mellem afkørsel 44 Hadsten og afkørsel 43 Sønder Borup.

Vejdirektoratet skriver på hjemmesiden Trafikinfo.dk, at der er kødannelse på strækningen, og at der forventes normal trafik "senere på eftermiddagen".

Trafikulykken skete, da to køretøjer ifølge TV 2 Østjylland stødte sammen. Den ene af dem, en varevogn, væltede om på siden og brød i brand, skriver mediet.

Branden er nu slukket, men oprydningsarbejdet pågår fortsat, oplyser Østjyllands Politi til P4 Trafik.

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen meldinger om tilskadekomne som følge af ulykken.

RITZAU