En motorcyklist er i kritisk tilstand efter en ulykke i et kryds ved Klintevej øst for Stege.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jannick Hallø.

- Der er sket en ulykke mellem en motorcyklist og en bil i et kryds. Vi er massivt til stede med politi og sundhedspersonale, siger han.

Tre patruljer og en helikopter er til stede.

Der er tale om en 59-årig mand, der tirsdag aften er i kritisk tilstand efter en ulykke i et kryds øst for Stege.

De pårørende er nu underrettet.

Ulykken er sket i krydset mellem Pollerupvej og Møllevej øst for Stege. Krydset er derfor spærret.

Tidshorisonten er endnu ukendt, lyder det fra politiet.

- Klintevej er en hovedåre, og der er også noget bustrafik, der skal omlægge sin rute, så det kommer til at påvirke infrastrukturen, siger Jannick Hallø.

RITZAU