Hvad der formodentligt skulle have været en hyggelig leg på en af årets første skoledage tog en voldsom drejning på en skole i Aarhus. 

For under en aktivitet som indebar, at en gruppe børn på tid skulle trække en bil i et tov, blev et barn ved et uheld fanget under en bil og »kørt over i langsom fart.« 

Det fremgår af en Aula-besked, der fredag blev sendt ud til forældre og medarbejdere på Højvangskolen i Aarhus, som B.T. er kommet i besiddelse af. 

I beskeden oplyser den pågældende jyske skoles leder, Ivan Børsting, at »Vi stadig er igang med at danne os et overblik over, hvad der helt præcist er sket.«

Aula-beskeden der fredag blev sendt ud til forældre og medarbejdere på Højvangskolen.
Aula-beskeden der fredag blev sendt ud til forældre og medarbejdere på Højvangskolen.
Vis mere

Børsting, der har bekræftet ulykken overfor B.T. og i den forbindelse ikke har yderligere at tilføje, går i Aula-beskeden videre til at skrive: 

»Umiddelbart efter ulykken bliver der ringet 112, ligesom barnets forældre kontaktes. Barnet tilses af en tilstedeværende forældre, som også er uddannet læge. Barnet er ved bevidsthed hele tiden, kan tale og bevæge alle lemmer. Der ankommer en ambulance, og barnet køres på skadestuen sammen med sine forældre.«

Østjyllands Politi oplyser fredag aften, at »der ikke er nogen, der er kommet alvorligt til skade.« Heller ikke det pågældende barn, så vidt Bo Christensen fra det lokale politi »er orienteret«. 

Skoleleder Ivan Børsting afslutter sin Aula-besked med at fortælle, at han i løbet af dagen og weekenden vil holde forældrene og medarbejderne opdateret, og at: 

»Vi er i gang med at ringe til de forældre, som overværede ulykken i skrivende stund. Er der børn, vi har overset, som har overværet ulykken, hører vi naturligvis gerne fra jer.«