En 22-årig dansk mand på el-løbehjul blev søndag aften kørt ned af en taxa.

Ulykken skete på Amager i krydset ved Kløvermarksvej og Vermlandsgade.

»Vi fik kl. 17:59 at vide, at brandvæsnet var kørt ud til ulykken,” siger vagtchef hos Københavns Politi Kristian Rohdin.

Den unge mand blev umiddelbart efter ulykken kørt på skadestuen, og første melding fra politiet lød, at hans tilstand ikke var kritisk.

»Han har formentligt fået et ordentligt gok, og er kommet lidt til skade,« siger vagtchefen.

Sent søndag aften er beskeden fra politiet dog, at den unge mand stadig er indlagt.

Efter ulykken afgav taxa-chaufføren sin forklaring, ligesom politiet har afhørt vidner til ulykken, men det har endnu ikke været muligt at få offerets version.

Derfor står det endnu ikke klart, præcis hvordan ulykken kunne ske.

»Det er sket ved fodboldbanerne, så man kunne forestille sig, at føreren (af løbehjulet, red.)  har krydset vejen og er blevet ramt,« siger vagtchefen.