En politibil er søndag aften kørt galt i Frederikssund.

Det oplyser Nordsjællands Politi til B.T.

Uheldet skete ved rundkørslen på Strandvangen i forbindelse med, at politiet var sendt på en udrykningsopgave.

»Her kørte en patruljevogn galt sammen med en anden part, og hvad det skyldes, er vi ikke klar over på nuværende tidspunkt,« fortæller David Eckert, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Billeder fra stedet viser, at forenden af politibilen er smadret.

»Der er tale om et færdselsuheld, hvor der kom mindre materiel skade på bilerne,« fortæller vagtchefen.

Nordsjællands Politi oplyser, at der ikke er nogen personskade. De kan ikke oplyse, hvilken udrykningsopgave politibilen var på vej ud til.

Der er ryddet op på stedet, og vejen er igen farbar. Politiet modtog anmeldelsen klokken 19.25.