40 dages ubetinget fængsel.

Det er straffen for 'i ulvens navn' at begå hærværk mod Ulfborg Kirke, for at fremsætte trusler mod konkrete personer samt for at overtræde et politi-tilhold.

En domsmandsret ved Retten i Holstebro har tirsdag eftermiddag afgjort en spektakulær sag mod en 33-årig mand, hvis motiv for at stå bag diverse lovovertrædelser ifølge eget udsagn er, at han ville beskytte et kuld nyfødte ulve mod stupide mennesker.

»Jeg gjorde det for de seks nyfødte ulve,« sagde han således, da han blev afhørt.

Da dommen faldt sagde han til B.T., at han rent faktisk mener, at straffen er alt for mild:

»Jeg har overmalet en hel by, og der er en hel masse mennesker, der har haft en holdning til det. På den baggrund synes jeg faktisk, dommen er for mild,« sagde han.

Den 33-årige mand erkender, at det var ham, som i juni begik hærværk mod Ulfborg Kirke, ligesom han erkender i samme forbindelse også at have begået hærværk mod nogle byskilte i Ulfborg.

Han var i samme sag også tiltalt for via flere Facebook-opslag at have fremsat en række alvorlige trusler mod den mand, Mouritz Troldtoft, som året forinden skød og dræbte en ulv i samme lokalområde.

Truslerne er også blevet fremsat mod Mouritz Troldtofts søn.

Den nu dømte har i forvejen et tilhold mod de to efter tidligere at have fremsat trusler.

Den 33-årige mand, som vil tiltaltes med sit alias Storm Balderson og betegner sig selv som ulve-aktivist, sagde under afhøringen, at han overmalede en del af Ulfborg Kirke med rød maling samt gjorde det samme mod to byskilte, hvoraf det ene også fik påmonteret en økse, udelukkende for at fjerne fokus fra det nyfødte kuld ulve.

»Jeg er ulve-aktivist. Jeg er ulve-debattør. Jeg gjorde det her for at fjerne fokus på det kuld på seks ulve, der lige var blevet født. Med den her aktion tog jeg ‘steppet’ udover, hvad jeg tidligere har gjort. Jeg følte, jeg var nødt til at gøre noget. Det hele blev planlagt på en halv dag,« sagde han under afhøringen.

Den tiltalte, som af udseende ligner en ægte viking med kraftigt rødt skæg, ansigtstatoveringer og store kraftige ringe i ørene, bekender sig til asetro. Men han understreger, at hærværket mod kirken ikke har haft et religiøst tilsnit.

»Det handlede om at få så meget fokus på det her som muligt. Det har ikke noget med religion at gøre. Når jeg har malet på kirken, er det et strategisk valg. Både at det bliver set mest muligt. Og samtidig på en måde, så det ville gøre mindst mulig skade på kirkebygningen,« forklarede den 33-årige, som til daglig er selvstændig erhvervsdrivende som bygningsmaler.

Og - som han selv har understreget i indledningen til retsmødet - også ulve-aktivist og blogger.

Truslerne mod de to mænd fra lokalområdet omfatter ikke kun Facebook. Den tiltalte har også opsat trækors i Ulfborg med følgende spraymalede påskrift:

'RIP MT' og søn’ samt 'Blod bliver ikke glemt'.

Han erkendte fra begyndelsen af retsmødet, at det er ham, som også står bag disse trusler.

Og understregede samtidig, at drabet på ulven forrige år er i strid med loven. Underforstået at det derfor ifølge hans opfattelse legitimerede hans aktioner.

Ifølge anklageskriftet omfattede truslerne på Facebook bl.a. også følgende udtalelse mod Foreningen UlveFrit Danmark i en video, den tiltalte - ifølge anklagemyndigheden - har lagt op:

'De går ind for at skyde ulven - et fredet dyr - de skal have en skovl i nakken.'

Et forhold han selv nægtede at stå bag.

Anklager Ulrik Panduro procederede inden domfældelsen for, at truslerne og hærværket er politisk motiveret.

Og at de i alt 11 forskellige forhold i anklageskriftet derfor bør medføre en fængselsstraf på ikke under 60 dages ubetinget fængsel til den tiltalte.

Forsvarer Troels Lind Pedersen procederede for bødestraf for sin klients erkendte forhold. Og - i fald domsmandsretten kendte den 33-årige skyldig i trusler - en betinget fængselsstraf.

Den nu dømte skal betale samlet cirka 30.000 kroner i erstatning til Holstebro Kommune og Ulfborg Menighedsråd.

Den 33-årige ankede på stedet dommen til landsretten.

Ikke på grund af strafudmålingen, men fordi han også blev dømt for overtrædelse af et politi-tilhold.

»Det mener jeg er helt forkert. Jeg betragter det som en krænkelse af min ytringsfrihed. Derfor anker jeg,« siger han.