Ulovligt gravearbejde ved Brejning ved Vejle Fjord koster en jysk virksomhed en bøde på 100.000 kroner.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Der er tale om virksomheden Morning Star Aps, der ejer den grund, hvor 7600 kubikmeter jord samt træer på ulovlig vis blev fjernet fra en kystskrænt uden tilladelse.
Sagen blev opdaget, da Vejle Kommune i begyndelsen af april sidste år konstaterede et brud på en kloakledning i området. Da kunne kommunens folk konstatere, at entreprenørmaskiner var til stede på skrænten, hvor et omfattende gravearbejde med tre gravemaskiner var i gang.
Og nu er virksomheden dømt for groft uagtsomt og uretmæssigt at have foretaget ændringer i terrænet inden for strandbeskyttelseslinjen i et område på mindst 3800 kvadratmeter.
Det vurderes, at ændringer har medført delvist uoprettelig skade på skrænten.
- Vi har de seneste år set en række sager, hvor naturområder er blevet ændret. Det har i tidligere tilfælde givet fængselsstraffe, da der i disse tilfælde har været tale om hærværk på statens eller kommunens arealer.
- I denne sag er der tale om en virksomhed, der selv ejer grunden, hvor lovovertrædelsen er sket. Derfor er straffen for lovovertrædelsen en bøde, siger specialanklager Pernille Moesborg i pressemeddelelsen fra politiet.
Ifølge pressemeddelelsen er der blandt andet sket udjævning af skrænten, planter er blevet fjernet, og der er blevet nedbanket spuns.
I juli sidste år krævede Kystdirektoratet, at lodsejeren skulle genoprette området.
- Kysten er unik, fordi den er uberørt, og det kan man ikke uden videre tilbageføre til den oprindelige stand, sagde kontorchef Steen Jensen fra Kystdirektoratet, som kaldte det en voldsom ændring af terrænet.
Ifølge DR har Kystdirektoratet været nødt til at acceptere, at skrænten ikke kommer til at se ud som før det ulovlige gravearbejde.
I forbindelse med en strafreform vedtaget af Folketinget sidste år, er straffen for naturkriminalitet steget til det dobbelte.
Denne sag ligger dog før strafskærpelsen.
Henrik Hallenberg Rasmussen, der ejer Morning Star Aps, har over for Ritzau ingen kommentarer til sagen.
/ritzau/