Der er ingen kære mor hos politiet.

Hvis du bliver stoppet på et el-løbehjul eller en elcykel, der kan presses op på over henholdsvis 20 km/t og 25 km/t, får du som minimum en bøde.

Men ikke desto mindre kan du skaffe de ulovlige køretøjer med få klik på et utal af webshops.

Og det er ifølge Rådet for Sikker Trafik et stort problem.

»Det er et stort problem for trafiksikkerheden, at det er så lettilgængeligt at købe de her køretøjer, der er ulovlige at bruge på offentlig vej. De her produkter er rigtig populære hos unge mennesker, og de er alt for nemme at få fat i,« siger direktør Jakob Bøving Arendt.

Der findes en lang række webshops, hvor du kan købe el-løbehjul, som har en topfart på mellem 60 km/t og 100 km/t. 

Dette samme er tilfældet for elcykler – særligt fatbikes – hvor mange onlineforhandlere tilbyder dem i versioner, der kan køre op til 45 km/t.

I nogle tilfælde fremgår der på købssiden intet om lovligheden – i andre tilfælde oplyser webshopsne, at køretøjerne kun må føres på privat grund.

Men det er en besynderlig formulering, mener Jakob Bøving Arendt.

»Det kan godt være, at de sælges med beskeden om, at de kun må bruges på privat grund, men det er vel ofte noget, der bliver skrevet for at sikre sit eget skind. Vi kan jo høre fra politiet, at de her køretøjer bliver brugt på offentlig vej, og at problemet i den grad er i vækst.«

Har du eller en af dine nære været involveret i en ulykke med en elcykel eller et elløbehjul? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.

Han fortsætter:

»Det er nok svært at få det gjort helt ulovligt at sælge de her produkter, men vi synes, at man har en forpligtelse til at være meget tydelig omkring, at de er ulovlige på offentlig vej, hvis man sælger produkterne.«

B.T. har de seneste uger talt med flere personer, der har været involveret i ulykker med særligt elcykler.

I alle tilfældene har ofrene vurderet, at elcyklen kørte hurtigere end de tilladte 25 km/t.

Derfor mener Jakob Bøving Arendt også, at man snart bør lave en større revision af reglerne.

»Generelt er det her et område, hvor udviklingen går meget stærkt i den forkerte retning, så der er behov for, at området grundigt evalueres fra et færdselssikkerhedsperspektiv , om vi gør tingene rigtigt, og om der kan ændres på noget og hvor reglerne skal strammes,« siger han.