Fra onsdag og frem til 12. februar kan politiet uden videre visitere personer og køretøjer i dele af Aarhus.

En ulmende konflikt mellem kriminelle grupper fra Brabrand og Trillegården får nu Østjyllands Politi til at indfører to visitationszoner i det vestlige Aarhus.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Visitationszonerne, der indføres i et område omkring Gellerupparken/Toveshøj og Trillegården/Herredsvang, træder i kraft onsdag klokken 18 og gælder foreløbig til 12. februar.

Ifølge politiet har man i den seneste tid set flere tegn på, at en tidligere konflikt mellem grupperne fra Brabrand og Trillegården er ved at blusse op igen.

Det har i første omgang fået politiet til at øge patruljeringen i de områder, hvor grupperne holder til. Det har ført til flere beslaglæggelser af våben fra personer med relation til bandemiljøet.

Senest tirsdag fandt politiet en revolver, en kniv og en peberspray i området ved Torpevænget og Kappelvænget i Herredsvang. Senere fandt politiet en kniv og en peberspray ved ransagning af to biler i Gellerupparken.

- Vi opretter visitationszonerne, fordi vi gerne vil have fat i de våben, som vi ved er i omløb blandt de kriminelle grupperinger, udtaler chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen i pressemeddelelsen.

- Jo flere våben vi får fat i, jo mindre er risikoen for, at de kan bruges til at gøre skade på andre og skabe utryghed for de øvrige beboere i området.

I en visitationszone kan politiet visitere personer og biler uden at have en konkret mistanke om, at de involverede personer har foretaget sig noget kriminelt.

/ritzau/