To ukrainske kvinder, der er kommet til Danmark, kan have været ofre for menneskehandel og udnyttelse.

Det vurderer Center mod Menneskehandel, der er en enhed under Socialstyrelsen.

Og ifølge Trine Ingemansen, leder af Center mod Menneskehandel, bliver det ikke det eneste tilfælde, vi kommer til at høre om.

»Vi frygter, det ikke er de eneste tilfælde, vi kommer til at høre om i Danmark. Men det er selvfølgelig umuligt at sige noget mere konkret om omfanget endnu,« fortæller hun til B.T.

Leder af Center mod Menneskehandel Trine Ingemansen frygter, at det ikke bliver de eneste tilfælde, vi kommer til at høre om i Danmark.
Leder af Center mod Menneskehandel Trine Ingemansen frygter, at det ikke bliver de eneste tilfælde, vi kommer til at høre om i Danmark.

»Det er modbydeligt, andet kan jeg ikke sige. Når vi så ved, at der er så mange sårbare udsatte mennesker på flugt på én gang, så er vi desværre heller ikke overraskede over, at det kan finde sted,« slår Trine Ingemansen fast.

De to kvinder er efter centrets vurdering blevet udnyttet af kyniske bagmænd i forbindelse med flugten fra deres hjemland.

Bagmændene har efter centerlederens opfattelse udnyttet, at de to kvinder stod i en desperat situation.

»Kvinderne har begge vidst, at arbejdet var prostitution. De har valgt det i et desperat forsøg på at tjene nogle hurtige penge til at hjælpe deres familier ud af Ukraine,« siger Trine Ingemansen og fortsætter:

»Begge kvinder har været desperate. Men de er ikke frivilligt gået ind til et udnyttelsesforhold med nogle meget voldsomme bagmænd.«

Centerlederen kan af hensyn til kvinderne ikke komme med flere detaljer om sagen.

Men hun understreger, at det er vigtigt, at ukrainerne passer på sig selv, ligesom myndighedspersoner og danskere, der tager imod dem, holder øje med tegn og signaler på menneskehandel.

»Det kan være, at en person virker bange og kuet, også mere end situationen tilsiger det.«

Man kan indberette mistanke om menneskehandel via centrets hjemmeside.