Retsformand savner kildehenvisninger i anklagers afsluttende gennemgang i sag om hærværk mod jødisk gravplads.

Retten i Randers har torsdag besluttet at udsætte et retsmøde i sagen om hærværk mod jødisk gravplads i Randers.

Retsmødet med de afsluttende bemærkninger fra anklager og forsvarere gennemføres først fredag.

Retsformand Rasmus Damm begrunder det med, at anklagerens procedure ikke er tilstrækkeligt underbygget med henvisninger til dokumentationen i sagen.

Anklager Cathrine Brunsgaard Jacobsen havde indledt den såkaldte procedure, da retsformanden afbrød hende.

- Vi har et materiale på 1500 sider, som vi skal overskue, siger retsformanden, der er flankeret af to domsmænd.

Anklageren må således forberede en ny udgave af sin sagsgennemgang med tydelige henvisninger til det omfattende materiale i sagen.

Retsmødet gennemføres fredag, hvor der også forventes dom i sagen.

De to tiltalte i sagen - en 39-årig mand fra Hobro og en 28-årig mand fra Randers - anklages for at have hældt grøn maling over 84 jødiske gravsten.

Det skete på årsdagen for Krystalnatten - den dag i 1938, da 7500 jødiske forretninger blev smadret, og der blev stukket ild til 200 synagoger i Tyskland.

De to mænd er også tiltalt for samme nat at have kastet maling mod en bankbygning i Randers med davidsstjerner på facaden.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de to mænd har tilknytning til den højreradikale bevægelse Nordfront.

Den 39-årige har ifølge politiet en ledende rolle i bevægelsen.

Retssagen blev indledt fredag i sidste uge.

De to mænd på anklagebænken nægter sig skyldige, og de har afvist at udtale sig i retten.

De blev anholdt og fængslet få dage efter hærværket mod den jødiske gravplads sidste år.

I marts blev de løsladt og har været på fri fod siden.

Sagen mod de to mænd bygger blandt andet på korrespondance på en krypteret kommunikationskanal.

Desuden er der fundet rester af maling og tilsmudsning af tøj hos den ene af de tiltalte.

Ifølge politiet kan det være samme type maling, som blev brugt på kirkegården.

Derudover indgår teleoplysninger og lokaliseringsdata i sagens beviser.

/ritzau/