Østjyllands Politi modtog natten til tirsdag omkring klokken 03.05 en anmeldelse om, at en cykelbutik i Højbjerg har været udsat for indbrud.
Ukendte gerningsmænd er sluppet væk med cykler for omkring to millioner kroner fra Bings Bikestore, som butikken hedder.
Indehaver Michael Fogh siger til TV2 Østjylland, at "det er helt vildt", hvad der er sket. Hans videoovervågning viser, at gerningsmændene har smadret butikkens port og facade ved at bakke en varevogn ind i den.
Politiet oplyser, at det har indhentet videoovervågningen og foretaget sporsikring fra stedet. Af hensyn til sagens fortsatte efterforskning har Østjyllands Politi for nuværende ikke yderligere kommentarer.
Del: