En ung dreng på 16-årig kom mandag aften til skade, efter et stykke fyrværkeri eksploderede ikke langt fra ham.

Sammen med et par venner sad han ved Sorø Borgerskole, da en ukendt gerningsmand pludselig kastede fyrværkeriet hen mod dem.

Det fortæller kommunikationsmedarbejder Palle O. Hansen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der fik anmeldelsen om sagen klokken 21.25.

»De sad sammen under et halvtag, da en ukendt gerningsmand kaster et stykke fyrværkeri hen imod dem,« forklarer han.

Fyrværkerigenstanden landede otte-ti meter fra dem – men eksploderede i første omgang ikke.

»Den 16-årige går så hen for at se, hvad det var, og lige i dét, han er et par meter derfra, så eksploderer det,« fortæller Palle O. Hansen.

Drengen blev efterfølgende kørt til undersøgelse på sygehuset. Han meldes ikke at være kommet alvorligt til skade.

»Det er registreret som en sag om uagtsom legemsbeskadigelse, altså en straffelovsovertrædelse, så vi skal ud og undersøge omstændighederne og have den 16-årige afhørt grundigt,« fortæller Palle O. Hansen.

Udover at tale med den 16-årige, skal politiet også have talt med de venner, der sad med ham, da det skete.

»Og selvfølgelig er vi også interesseret i at høre fra andre borgere, der måske skulle have bemærket noget på det tidspunkt,« forklarer kommunikationsmedarbejderen.

Der er på nuværende tidspunkt ikke et signalement af den person, der kastede fyrværkeriet.