Torsdag formiddag er en folkeskoleelev i udskolingen på en skole i Viby blevet udsat for et brutalt overfald.

'Klokken 11.35 fik vi en anmeldelse om, at to drenge var gået ind på Vestergårdsskolen i Viby J, hvor de havde opsøgt en elev fra udskolingen og overfaldtet ham med spark, slag og peberspray. Herefter stak de af fra stedet,' skrev Østjyllands Politi tidligere torsdag.

Ifølge politikredsen gik de to drenge bevidst efter en elev, som går på skolen. 

Og nu viser det sig, at overfaldet skete til åben skue over for andre børn på skolen. 

Det skriver Aarhus Stiftstidende, der har talt med skoleleder Inge Johanne Andersen. 

Hun bekræfter over for mediet, at få børn så det voldelige overfald.

Videre forklarer hun, at episoden fandt sted i et frikvarter og i et klasselokale på skolen.

Kommunens kriseberedskab er også tilkaldt til skolen, så der vil være en psykolog til stede, hvis nogen skulle få brug for det, skriver mediet.

Selvom episoden kan have været voldsom for forældre på skolen, så slår politiet fast, at man ikke skal være bange for at sende sine børn i skole.

Østjyllands Politi skrev tidligere, at de var hurtigt fremme på skolen efter anmeldelsen.

Der nævnes ikke noget om, hvorvidt man har identificeret gerningsmændene, men det slås fast, at man ikke skal være bange for at sende sine børn i skole.