Anklageskriftet i sag mod 31-årig tegner et billede af en frikirkepræst med sygelige og manipulerende tendenser

Børn og unge blev på det groveste misbrugt af en 31-årig frikirkepræst fra Silkeborg. Det viser anklageskriftet, som Midtjyllands Avis har fået aktindsigt i. Den meget omtalte sag begynder ved byretten i Viborg den 29. januar.

I følge anklageskriftet har præsten i perioden fra 2009 til 2011 misbrugt otte børn seksuelt i forbindelse med sit virke som ungdomspræst i Byens Kirke i Silkeborg. Blandt andet har han haft fuldbyrdet samleje med en 15-årige dreng, stukket en hårbørste op i skridtet på en pige og tvunget en dreng til at drikke sæd.

Anklageskriftet tegner et billede af en præst med sygelige og manipulerende tendenser, og det fremgår, at det lykkedes præsten at krænke børnene seksuelt efter 'langvarig psykisk manipulation', skriver Midtjyllands Avis.

Sagen mod præsten begyndte så småt at rulle tilbage i 2012, men dengang kunne politiet ikke løfte bevisbyrden. Siden rejste han til USA, indtil en gruppe unge i 2016 brød sammen og fortalte om de overgreb, som præsten nu er tiltalt for.

I marts 2017 lykkedes det for politiet at få den 31-årige præst til Danmark. Han blev anholdt i lufthavnen og har siden siddet varetægtsfængslet.