En ældre ansat på Gl. Lindholm Skole i Nørresundby er blevet sigtet for at krænke 12 børn.

I et af tilfældene er manden sigtet for adskillige gange at have ført en finger op i kønsdelen på en pige, der er under 12 år, ligesom han er mistænkt for adskillige gange at have befølt hende på og uden for tøjet.

Det fremgår af et udskrift fra retsbogen fra grundlovsforhøret, som B.T. er kommet i besiddelse af.

På baggrund af forklaringen fra den unge pige er manden sigtet for ét tilfælde af andet seksuelt forhold end samleje med barn under 12 år, mens der i de andre 11 tilfælde er tale om sigtelser for blufærdighedskrænkelse.

I de fleste af tilfældene er manden sigtet for at have berørt lår og kønsdele uden på tøjet, ligesom han i enkelte tilfælde skulle have befølt inde under tøjet.

Alle 12 piger er født i 2011 eller derefter.

Ifølge retsbogen er krænkelserne sket over en periode fra august 2017 til juni 2022, hvor den ansatte i øvrigt blev anholdt af politiet.

Politiet fik anmeldelsen om krænkelserne 14. juni, så det var efter ti dages efterforskning, at den ansatte før sommerferien 24. juni blev stillet for en dommer med krav om fængsling.

I grundlovsforhøret blev den ansatte varetægtsfængslet til 22. juli. Siden er fængslingen blevet forlænget.

Har du kendskab til sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til B.T.'s journalist på sebj@bt.dk.

Fængslingerne er sket med henblik på at undgå, at den sigtede kan vanskeliggøre efterforskningen.

I retsbogen fremgår det ligeledes, at de væsentligste efterforskningsskridt i den kommende periode er afhøring af vidner fra Gl. Lindholm Skole, afhøring af de 12 pigers forældre, udlæsning af elektroniske medier og genafhøring af sigtede.

Ligeledes vil der blive lavet en personundersøgelse af den sigtede, der lige nu er varetægtsfængslet.

Der er navneforbud i sagen, hvorfor B.T. ikke kan nævne den sigtedes alder eller stilling på Gl. Lindholm Skole.